Lissabon
Vi besøgte Lissabon i august 2013 og havde taget traveskoene på, da byen er bygget på 7 høje, eller måske skulle man kalde det små bjerge, for det går godt nok op og ned overalt i byen. Lissabon er Portugals mest multietniske by hvor mere end 30 % af befolkningen har rødder i de tidligere kolonier. Portugal var det første koloniimperium i historien, og det ældste og mest langvarige af de europæiske koloniriger. Imperiet varede fra 1415 til 1999. Lissabon er en by med gamle og stolte søfartstraditioner.
Vi boede i bydelen Chiado, hvor byens mondæne butikskvarterer ligger. Bydelen er opkaldt efter en digter hvis kælenavn var O Chiado, som betyder fuglekvidder.
Maden
Man spiser fisk i Portugal – meget fisk. Vi skulle spise i byen 6 aftener, og jeg spiste fisk de 5 af dem. Men jeg er også ret vild med fisk, og der er virkelig mange spændende fiskerestauranter i byen. Portugals nationalspise er Bachalau, som er klipfisk og det siges at det kan tilberedes på 365 forskellige måder. Det smager skønt. Torsken lever ikke naturligt i disse farvande, men når fiskerne var på langfart og fangede torsk blev de tørret og kan holde sig længe. En anden ret der er meget berømt, er piri-piri kylling, en grillkylling der er krydret med den berømte østafrikanske stærke chilimarinade piri-piri.
Castello de Sao Jorge (Sankt Jørgens Borg)
- Udsigten over Lissabon fra borgen
- Udsigt over denne smukke by
- Det er en billig oplevelse at komme rundt med sporvogn.
- Man kan godt forstå at borgen har været svær at erobre.
- Jeg måler 176 cm, så det er meget små døre her ved borgen.
- Smukke gamle oliventræer ved borgen.
Når man skal rundt i Lissabon er det en god og sjov ide at tage sporvognen, så syrer benene heller ikke til når der nogle steder er stigninger på 22%. Borgen har været næsten umulig at indtage da den ligger højt oppe i et svært tilgængeligt terræn. Siden jernalderen har der ligget en fæstning her. Der findes spor fra 600-tallet før vor tidsregning. De første spor af borgen kan dateres tilbage til Kejser Augustus fra Romerriget. Borgen har en til tider blodig historie. Når man endelig er kommet helt op til borgen, er der en betagende udsigt til hele byen og floden Tajo.